Selvmord
Samtaler relateret til selvmord
Efterladt / efterlevende
Når vi mister til selvmord, er der en række ting, der kan være utrolig vanskelige at placere og/eller acceptere. Dette kan stå i vejen for den ellers sunde og naturlige sorgproces. Det er bl.a. det unaturlige i selvmordet, tabuet, chokket, de løse ender, følelser af at være blevet frarøvet noget, følelser af at være blevet fravalgt, skyld, skam, det manglende farvel, erkendelsen af den andens smerte mm.
Hvis du har mistet en nær relation til selvmord, og har svært ved at finde tilbage til et "normalt liv", kan du have gavn af terapeutiske samtaler, som kan hjælpe dig med at organisere det indre kaos, og forholde dig til de barske realiteter du lever med.
Pårørende
At være pårørende til et menneske der taler om at begå selvmord, eller endda har forsøgt, er et ubeskriveligt pres. Krop og psyke, som hænger uløseligt sammen, er i konstant alarmberedskab. Det betyder, at systemet ikke får lov at hvile, og der kan let opstå en kronisk stresstilstand. Psyken er således på overarbejde i et forsøg på at finde strategier til at ballancere følelser som sorg, vrede, frustration, magtesløshed, ansvar og skyld.
Hvis du er pårørende til et menneske, som taler om eller har forsøgt selvmord, kan du have gavn af terapeutiske samtaler, som kan hjælpe dig med at placere de mange følelser. Følelser som kan være både voldsomme og modsatrettede.
Egne tanker
Hvis du har tanker om at ende dit liv, kan det være forløsende at tale med et menneske, som ikke er bange for at lytte til disse tanker. Et menneske som kan tage dig og dine overvejelser alvorligt. Uden at prøve at redde dig eller tale dig fra dem. Uanset hvor isolerede vi kan føle os, er vi alle sociale væsener, og vi undersøger bedst os selv sammen med andre. Det kræver at nogen lytter, og det kan være en udfordring i livets sværeste stunder.
Uanset hvor mørkt livet forekommer, er jeg klar til at lytte til dig, tage dig alvorligt, og tilbyde dig min umiddelbare og uforbeholdne medmenneskelighed. I dette møde kan du måske finde lys og styrke.